Anton stryger det danske flag
17. aug 2010 09:21, LLH-2010
M/S Anton, der pt. ligger i Odense, har valgt at stryge det danske flag, når kampagnen "En flygtningebåd kommer til din by" sættes i gang.
- Vi synes egentlig det er mere passende at sejle under internationalt flag, siger kutterens skipper Knud Andersen. - Derfor har vi sat fredsflaget op i agter istedet for det danske.
På spørgsmålet om der heri ligger en kritik af den danske udviklingspolitik svarer Knud Andersen:
- Det danske flag hænger i stævnen, hvilket indikerer, at vi betragter os som gæster, men vi kommer med fred. Vi tilbyder danskerne gode nyheder om den indsats, der bliver gjort for at afskaffe sult og fattigdom rundt omkring i verden, og vi lægger op til at skabe lidt debat om, hvordan vi forholder os til de mennesker, der ikke desto mindre stadig må flygte fra krig og elendighed. Det synes vi i al stilfærdighed, at vore værter, danskerne, kunne have glæde af.
